Krasbørstigt sejt show

At teenageres hjerne er afspærret for omverdenen ('lukket på grund af ombygning') i de hedeste hormonpumpende år, er en kendt sag. Men at skildre ombygningskaosset ved at lade to foredragskonsulenter, som er fuldstændigt optændte af deres mission, skildre ombygningskaosset ved at spidde og dolke et råt hvidkålshoved på et stålblankt laboratorielignende køkkenbordsskafot, så hjerneflapper og materie sprøjter til alle sider, og at lade det iltre makkerpar gennemspille de syv dødssynder med fokus på syv umanerligt syndige unge, som kommer grueligt, grueligt galt af sted, – det er en idé fostret af BaggårdTeatret og Mungo Park. Og det virker.

Serveringen af 'Opsang', som har undertitlen: 'en moralsk minimusical', er effektfuldt vellykket. Den unge instruktør Heinrich Christensen har med sans for at skabe dynamiske temposkift i et energipumpende højt gear iscenesat en tekst, der moralsk, sprogligt vitalt, og med et varmt bankende hjerte for nutidens unge, taler dunder til dem gennem en livsbekræftende livfuld, en satirisk, sort morbid humoristisk, og musikalsk sej form, som ligger lysteligt tæt op af de unges egne medievalg og udtryksformer.

Strømførende

Mens Jonas Munck Hansen med el-guitaren på sned fra sidelinjen sender understøttende stærk strøm til løjerne, gennemfræser Nils P. Munk og Rikke Bilde på hyperbegavet skuespillervis de syv dødssynder, som her er omformet til: Hovmod, frådseri, dovenskab, griskhed, had, liderlighed og misundelse. Med intense blikke, lynende øjne og hævede bryn galoperer de i fuldt firspring mellem publikumsrækkerne, metalbordet (der både gør det ud for skolekateter, frossen sø, morgenmadstaffel m.m.) og tavlen, hvor dødssynderne viskes ud, efterhånden som de unge har fået deres straf.

Med et kvikt tag i køkkenbordsskuffen lynomklæder Nils P. Munk og Rikke Bilde. Op på skallen med en ny paryk, en jakke, en frakke eller en flæse smækkes hen over træningstøjet – og et nyt ungt offer får en dræbende tur i den dødsens syndige maskine. Når ingen af dem, som i fordums frelste tider, gider lytte til kvalitetsjazz eller læse 'Ben Hur', må det gå galt!

Kenneth overlever i første hug druknedøden i den frosne sø, som hans 'jeg kan gå på vandet'-hovmodige fremfærd fører med sig. Men retfærdigheden sker fyldest, da en frossen Airbus-lort ovenfra slabamm! gør det af med ham. Luddovne Jeppe bliver morsomt og grotesk straffet for sin luddovne opførsel. Det samme gør Haddi, der med ufine metoder erhverver sig en Gucci-krokodilleforhudsjakke, fremstillet af underbetalte børn fra Indien. Finn med det farligt utilgiveligt grimme sprog. Jessie der har alt og føres til vejrs med gudestatus. Rex der ikke kan styre sin liderlighed. Og den jaloux Mette.

Moral med maner

Hele slænget bliver grueligt straffet for ikke at kunne holde igen og udvise mådehold. Og for at være nogle kæmpeegoister i stedet for at være mere sociale. Hvordan skal opleves.

Er de to co-producerende teatre ude på en mission-løftede-pegefingre, eller hvad? Egentligt både-og. De markerer nogle grænser og gør opmærksom på nogle valg, som er snotdumme og helt hen i vejret ansvarsløse. Fx det at 'sutte den af' for at få 'gaver', og det at være så sygeligt forhippede på at få det allerdyreste modetøj, at man begår kriminalitet og mister al sans for etik.

Samtidig er den krasbørstige form, som 'Opsang' udtrykker sig med. i bund og grund ganske umoralsk. Hvis ikke provokerende, så rokker den i al fald ved den udbredte forståelse af. hvad fx en musical er. Og ved at lade forestillingen og de to foredragskonsulenter være gearet med samme vilde og barske energi som de unge drives af, og ved at slutte ballet med replikken .Lev dit liv for fulde sejl. placerer de også en god portion af sympatien hos de unge. De unge som jeg med tydelighed mærkede lappede opsangen i sig.