Stor leg

'Sygt!' og 'Åh, det er godt lavet det der!' er bare nogle af de spontane begejstringstilkendegivelser der fyger i luften fra børnepublikummet til Thomas Sandbergs forestilling 'Loop'. Rummet koger og publikum er fuldstændigt 'med' og 'på' det, der sker på scenen.

Det, vi nyder, er den helt igennem suveræne musikalitet og opfindsomhed, der gennemsyrer den leg med musik, lyd, billede og rytmik som Thomas Sandberg interagerende kaster sig non stop dynamisk ud i. I herligt flowfyldte 50 minutter.

Ligesom der er fart over feltet og en gentagen roterende bevægelse i et loop, er der det også her.

Indledningsvist ser det ud af ingenting. Sandberg skridter habitklædt rundt på scenen, som en teknikernørd, der lige skal tjekke mål, mikrofoner og anlæg ud for afstande og funktionalitet.

Men hurtigt vikler han os ind i et univers af hvirvlende leg. En leg, hvor der opstår lyde overalt på gulvet og ud af mikrofonen fra stativet. Med en musikalsk vågen krop – et lille nik med ansigtet, et sikkert drej i overkroppen, en bestemt bevægelse med hånden, eller en særlig gang hen over gulvet – svarer Sandberg igen på de lyde, der opstår. Fra en gammel kuffert lyder snart en skramlende konservesdåse-perkussion-koncert.

Lydene begynder også at svare igen på sig selv, fordi de teknisk set bliver optaget og bliver sendt tilbage i rummet som et ekko.

Ved hjælp af computerteknik og iPhone begynder Sandberg at spille sammen med sine egne lydindtalelser. Det fænger og fascinerer. Også fordi Sandberg som et stort legebarn pisker rundt og er fuldstændig opslugt af at sætte i gang, finde på og spille ping pong med det, der bliver sat i gang og reflekteret tilbage af rytmer og lyde. Et loop af rytmer af musikalsk kaliber udvikler sig. Og det sjove er, at det hurtigt udvikler sig til et spil, hvor det på drilsk vis synes vanskeligt at afgøre, hvem der er herre over hvem. Sandberg over musikken og bevægelserne, eller de over ham.

Lemmer får eget liv 

Udover at være stinkende musikalsk har Sandberg også et veludviklet klovne-gen. Han gemmer det bare godt af vejen bag det ulastelige habitydre. Men i en kontorstol-siddende sekvens, hvor han begynder at jame løs på sin egen krop, bryder klovnen igennem. Morsomst, når Sandbergs hånd pludselig synes at få sin helt egen vilje og liv, og dermed magt til at klaske og bokse løs på Sandberg.

Det er ikke kun lyde og musik, men også billeder på skærmvæggen bagved som Sandberg interagerer med. Sjovt ser det ud, når Sandberg møder sig selv i form af de optagne selvportrætbilleder, der havner på bagvæggen. Når han fx springer over buk på sit eget efterladte billede. Når to Sandberg-dubletter eller flere trasker hen imod hinanden. Fantastisk så live-agtige de optagne billeder virker…. 

Når Sandberg tilslut i lyntempo organiserer et eldorado af farvestrålende rør på en 'tørresnor' for at jame løs, slå rummet næsten gnister. Fordi ting hele tiden bliver til overraskende nye ting. Fordi vi ikke er i tvivl om, at det her handler om kunnen ud i musik og rytme, og tillige også om den energi, der opstår, når inspiration, udveksling og sammensmeltning holder noget i live og skaber det om til noget nyt. Når der ud af gentagelser opstår frydefulde forvandlinger.