Derfor bør dit barn høre lydbøger

Lydbøger er ikke noget nyt koncept. For 20 år siden kunne man også låne lydbøger på kassettebånd – og senere CD – på landets biblioteker. I dag oplever lydbøger dog en voldsom popularitet blandt voksne såvel som børn. Og det er der altså rigtig mange gode grunde til. Når man er voksen, er lydbøger f.eks. geniale, når man laver kedelige huslige pligter som vasketøj og madlavning. Børn kan dog også få stor glæde af lydbøger, og herunder får du tre gode grunde til, at dit barn børn høre lydbøger.

Lydbøger kan hjælpe dit barn med at finde ro

Langt de fleste børn tilbringer en stor del af deres vågne timer i daginstitution eller skole. Her er der mange andre børn og en masse aktiviteter hele dagen. Derfor har mange børn et stort behov for at koble af, når de kommer hjem. Her kan børnelydbøger være rigtig gavnlige, hvis I ikke ønsker at parkere barnet foran fjernsynet. Find en rigtig god lydbog, der passer til barnets alder og interesserer og lad det sidde i sofaen med høretelefoner på. På denne måde kan barnet forsvinde ind i bogens verden og koncentrere sig om historien. En anden løsning er at lade barnet sidde og tegne eller lave perleplader, imens det hører lydbog. For nogle børn er det nemlig lettere at koncentrere sig, hvis deres hænder er beskæftigede imens.

Børnelydbøger kan desuden også anvendes som et alternativ til, at du læser højt ved sengetid. Der er mange børn, der har stor glæde af at ligge stille og roligt i mørket, mens de lytter. Det kan især være en fordel, hvis man har mange børn, der alle sammen skal puttes på nogenlunde samme tid om aftenen.

Styrk dit barns ordforråd og koncentrationsevne

Udover at hjælpe dit barn med at finde ro efter en lang dag i børnehave eller skole, kan børnelydbøger også styrke dets ordforråd og koncentrationsevne. Du kan også hjælpe barnet yderligere ved at snakke med det om bogen efterfølgende. Spørg ind til handlingen, bogens personer og andet, der måtte være relevant. På denne måde giver du barnet mulighed for at bruge nogle af de ord, det netop har hørt oplæst. Hvis det er en længere bog, der skal deles op i flere bidder, kan det også hjælpe barnet med at huske handlingen til næste gang. Ved at spørge ind til lydbogen, undgår du også, at det bare bliver en ny måde at pacificere barnet på.

Brug børnelydbøger til at samle hele familien

Lydbøger kan dog ikke kun bruges af barnet alene. Hvis I vælger en børnelydbog med lidt mere kød på, kan det også være noget, I kan samles om som familie. Prøv f.eks. at sætte en af Astrids Lindgreens klassikere som Pippi Langstrømpe eller Emil fra Lønneberg på, når I kører på ferie. Disse bøger er underholdende for både børn og voksne, og de kan altså få køreturen til at føles meget kortere. Børn nyder desuden at føle, at de laver noget sammen med deres forældre, som de er fælles om. Og her er lydbøger altså geniale.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk